VANDRETURE 2017
Stevns Klint - fiskeler og verdensarv

Stevns Klint byder på en enestående mulighed for at se og røre ved en global begivenhed, der ændrede verden. For 65,5 millioner år siden ramte en gigantisk asteroide jorden. Nedstyrtningen gav et allerede presset økosystem dødsstødet. Mere end halvdelen af alt liv uddøde – her iblandt dinosaurerne.
Sporene fra katastrofen kan ses flere steder i Stevns Klint. Følger man den 20 km lange Trampesti langs klinten og kigger ind på de stejle skrænter, ligger der et sortbrunt lag, der tydeligt deler klinten vandret. Man ser bedst laget fra vandsiden eller nede på stranden foran klinten ved for eksempel Holtug, Højerup og Rødvig. Under laget er der blødt hvidt skrivekridt og over laget hårdt gulligt/hvidt Bryozokalk. Sporene fra asteroidenedslaget kan ses flere steder i verden. Der er mere end 500 dokumenterede steder, men det særlige ved Stevns Klint er, at du kan komme tæt på.
Stevns Klint er indstillet til UNESCOS verdensarvsliste på grund af den unikke mulighed for at se og røre fiskeleret, men også for den smukke natur langs Trampestien. Især om foråret og om efteråret kan du opleve store fugletræk, hvor både småfugle og store rovfugle trækker ind over klinten. Især Stevns Fyr og fugletårnet ved Mandehoved er spændende fuglelokaliteter.
Trampestien starter i nord ved Bøgeskov og slutter i syd ved Rødvig. Undervejs har man som vandrer mulighed for at overnatte i shelter ved Mandehoved og Boesdal.

Kalklandet