VANDRETURE 2017
Den glade krop

Bevægelse er frihed, og at vandre sætter en masse energi fri. Ikke blot bliver kroppen ”glad”, men tankerne kommer også godt på plads, når man sætter det ene ben foran det andet med det ene formål at gå en tur. Kroppen har godt af at blive brugt. Vi er ikke skabt til at sidde stille og til ensformigt arbejde dag efter dag. Når du bevæger dig ud på en vandring i naturen, udfordres din krop på en anden måde: Terrænet er ikke jævnt og forudsigeligt, men går op og ned. Det er god træning for balancen og mange forskellige muskelgrupper. Du kan gå med skridttæller, udregne turens længde, eller du kan give pokker i kilometer og speedometer. Du kan bruge stave, som støtter din gang og giver bevægelse i din overkrop – og større energiforbrug. Og går du sammen med børn, kan du inspireres af deres måde bevæge sig på – og tage sig god tid til at opleve. Der er mange måder at gå tur på, og det bedste af det hele er, at alle måder er gode. For livet er bevægelse, og det tempo, man går i, tillader sjælen at følge med. Du kan opleve, at vandreturen kan give klarhed og ro i tankerne. Den ro, som ikke kan købes i metermål eller findes på internettet. Det er nemlig din egen ro, dér hvor du er hjemme i dig selv, i din egen krop.